Ulden vest fra Noa Noa str. 10 år (140 cm), sweater fra Gina Tricot str. small
Fotograf: JK
I dag skal det handle om mine langt mere mørke køb fra dette års januarudsalg. "Det er fordi jeg elsker alt det sorte...!" Ligesom jeg i går viste jer, at jeg har lyse sindstilstande, så går jeg også somme tider ned med små, hastige vinterdepressioner. Og så har man en tendens til at iklæde sig farver, der afspejler sit humør - jeg har i hvert fald. Men derfor behøver det da ikke at være decideret grimt tøj, som man ifører sig? Man kan sagtens være en smækker deprimeret! Bare se her:
Vesten fra Noa Noa er simpelthen så lækker og bliver højest sandsynligt en af mine ynglingsting i garderoben! Den er af uld, dejlig varm og med søde, skinnende kobberdetaljer i form af nogle kantbånd. Og jeg som troede, at der intet håb var for os semi-bohemefreaks om vinteren - jeg kunne ikke andet, end at blive forelsket med det samme! Noa Noa har officielt lige reddet mig... Det er en børnestørrelse og som jeg har været inde på før, så mærket Noa Noa fabelagtigt til at kopiere deres designvisioner, som de har med deres kollektion til voksne, ned til deres børnetøj også. Min mor og jeg har bevist, med billeddokumentation på lige netop denne blog, at visse ting til voksne og børn er helt ens! Tror I mig ikke? Jamen så læs indlægget om mine sko her. Fordi vesten er så bastant i sit design, vil jeg køre det simple look: en helt almindelig, hvid langærmet og et par jeans ville være cool til. Men det er da ikke ensbetydende med, at jeg ikke skal have en ordentlig røvfuld smykker på til - for dét skal jeg da i aller højeste grad!
Selvom jeg har mange, mange, MANGE sweatre, så var denne sorte sag fra Gina Tricot et nødvendigt køb (...Jamen det var den altså!). Jeg har brokket mig i uendelige tider over, at jeg ikke havde en helt enkelt sweater i sort. Så jeg kunne bruge den som en vinterlig basic ting, der kan styles på utallige måder. De få sorte sweatre som jeg ellers har, er alle fyldt med alt muligt dillerdaller, som gør det praktisk talt umuligt at have smykker på til. Ja okay, den her har så sorte pailletter indvævet i stoffet... De forfølger mig sgu, de små, glitrende bastards! Men den her er trods alt langt mere enkel end de forhenværende, så er alligevel ret tilfreds med den. Og så er den heller ikke så lang i kroppen! Så nu kan folk rent faktisk se forskel på om jeg har en kjole eller en bluse på - win!
Læs med i morgen når indlæg nummer 3/3 om januarudsalget kommer på -
denne gang om alle de fikse accessories, som jeg fik skrabet til mig.
Der er dømt bling så det blænder!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tusind tak for kommentaren!
- Og kom snart igen <3